Om Fonden

Marianne og Peter Hermansens Fond er dybt rodfæstet i Langeskov på Fyn.

I 1957 blev virksomheden Exhausto grundlagt i Sorø af Peter Hermansens far Kai Hermansen, men helt tilbage i 1963 købte Kai en grund i Langeskov. Det er her familien er vokset op og den lokale tilknytning er stærk. Derfor ønsker vi, som fond, også primært at støtte lokale initiativer i netop Langeskov og omkringliggende områder samt forskning inden for virksomhedens arbejdsområder.

Kai Hermansen afgik ved døden i 1968 og Peter overtog virksomheden i 1969 efter han havde afsluttet sit studie som maskiningeniør med speciale i klimateknik. På det tidspunkt var der 5 ansatte, men Peter var en driftig mand og i årtierne efter voksede og udviklede virksomheden sig konstant.

I 2010 blev Exhausto afhændet og på det tidspunkt var der 300 ansatte. Forinden var produktionen af røgsuger dog i 2007 blevet udskilt i firmaet exodraft. Bygningerne hvor Exhausto fortsat udvikler og producerer ventilationsprodukter blev ikke solgt med og ejes i dag af Fonden.

Hvor Exhausto specialiserer sig indenfor ventilation og indeklima, har exodraft specifikt fokus på røgudsugning og reducering af den klimamæssige påvirkning af miljøet igennem partikelfiltrering, varmegenvinding samt varmepumpe- og køleteknologi.

Stiftelsen af Marianne og Peter Hermansens fond udspringer i et ønske om at videreføre exodraft og den teknologi, der er udviklet i virksomheden, til kommende generationer.

Det er netop exodraft der på sigt bliver grundstenen i Marianne og Peter Hermansen fond. Peter og familien ejer firmaet og det vokser stadigt. I 2021 åbnede en helt ny fabrik i Langeskov og virksomhedens produkter og løsninger eksporteres til mere end 40 lande.

Over tid kommer exodraft til at hvile i fonden der styres af en fondsbestyrelse. Tanken er, at dele af overskuddet i fonden går til at støtte almennyttige formål i lokalområdet eller forskningsmæssige formål, der relaterer til indeklima, røgsugerteknik, partikelfiltrering, varmegenindvinding af røggas og luft samt varmepumpe- og køleteknologi.

Det er samme bestyrelse der beslutter hvilke projekter, der får tildelt støtte. Peter Hermansen er bestyrelsesformand mens resten af bestyrelsen består Michael Hermansen, Christian Løche Andersen og Claus Andresen Moltrup.

Hvem kan ansøge?

Vores hjerter brænder ganske enkelt for Fyn, så da talen faldt på at stifte en fond var det naturligt, at en af betingelserne for at en ansøgning godkendes er, at projektet du ansøger som har tilknytning til Fyn, og i særdeleshed området omkring postnummeret 5550 Langeskov og omegn, som ligger i Kerteminde kommune.

“Jeg ser et kæmpe udviklingspotentiale i Langeskov, hvis bare politikerne griber det rigtigt an. Vi har optimal logistik med både motorvej og jernbane og vi har gode muligheder for bosætning tæt på Odense” fortæller Peter Hermansen.

Du kan dog også søge uden at have tilknytning til lokalområdet, såfremt dit projekt relaterer til de områder som exodraft beskæftiger sig med. Det vil sige indeklima, røgsugerteknik, partikelfiltrering, varmegenvinding fra røggas og luft samt varmepumpe- og køleteknologi. Både private og offentlige er velkommen til at søge og dit projekt skal være almennyttigt, velgørende eller forskningsbaseret.

Fondens midler uddeles typisk 2 gange pr. år og ansøgninger behandles løbende. Uanset om din ansøgning godkendes til støtte eller ej, vil du modtage et svar efter behandlingen.

Læs mere om hvordan du ansøger